06/06/2026
Så fik vi en ny regering. Tillykke til de nye ministre – og tillykke til Danmark.
Efter et par travle dage, hvor jeg har hjulpet adskillige sygdomsramte borgere i pressede situationer, fordi deres kommune har valgt at raskmelde dem, selvom de fortsat er syge, har jeg også fået læst firkløverregeringens regeringsgrundlag.
Og det, der springer mig mest i øjnene, er ikke det, der står – men det der mangler.
For der står meget om frihed og fleksibilitet.
Meget om beskæftigelse.
Meget om vækst.
Meget om arbejdsudbud.
Men næsten intet om de mennesker, der er blevet så syge, at de ikke længere kan arbejde.
Mon den nye regering mener, at udfordringerne blev løst med den nye beskæftigelsesreform?
Så må jeg skuffe.
For i min praksis ser jeg desværre, at problemerne mange steder er blevet større.
Jeg møder borgere med autisme, ADHD, psykiske lidelser og alvorlig sygdom, som kæmper med et system, hvor retssikkerheden alt for ofte kommer under pres.
Borgere, der raskmeldes, selvom arbejdsevnen ikke er afklaret.
Borgere, der bliver mødt med konsekvenser, fordi de ytrer sig kritisk om deres egen sag.
Borgere, der nægtes muligheden for at benytte en selvvalgt bisidder.
Borgere, der frygter konsekvenserne ved at klage.
Samtidig er kommunerne i kølvandet på reformen i gang med omfattende besparelser og omorganiseringer. Det betyder, at borgere pludselig får ny sagsbehandler, eller at de slet ikke kan komme i kontakt med den sagsbehandler, de har.
I nogle kommuner opleves det, som om retssikkerheden er blevet en mangelvare. Og netop dét burde fylde mere i regeringsgrundlaget.
For når man bliver syg, bør man kunne have tillid til, at retssikkerheden beskytter én.
Retssikkerhed bør ikke afhænge af postnummer eller af, om man har råd til en privat socialrådgiver.
Manglende retssikkerhed skaber utryghed og afmagt hos mennesker, som i forvejen befinder sig i en svær livssituation.
Jeg kan nu se, at Ane Halsboe-Jørgensen er tilbage som beskæftigelsesminister. Det er også hende, der står bag den nye beskæftigelsesreform.
Jeg håber derfor, at hun er klar til at tage arbejdshandskerne på.
For vi taler ikke om små justeringer.
Vi taler om en reform, der kan få alvorlige konsekvenser for helt almindelige mennesker, og som i sidste ende kan fratage dem deres forsørgelsesgrundlag.
Mennesker, hvis største “forbrydelse” var, at de blev for syge til at arbejde.
